DFS logo
Det Danske Filmmusik Selskab
The Danish Film music Society

Find

soundtrack komponist

Hovedmenu / Main menu
Anmeldelser (Reviews)
Artikler (Articles)
Blog (Danish)
Filmmusik bog (Danish)
Filmmusic Forum
Filmmusic & Soundtrack links
Komponister (Composers)
Lydsporet (Danish only)
Medlemmer (DFS members)

Henriks sider / pages
John Barry · Jerry Goldsmith
Rachel Portman
Howard Shore
Sven Gyldmark
Koncerter (Concerts)

© www.filmmusic.dk 1996, 2014

1904 - 2004

Den 21. april 2004 ville Sven Gyldmark blive 100 år - Heldigvis har nogle valgt, at markere dette...
Danmarks Radio P1 - Det ny Tonefilmsorkester (koncert 4. maj) - Sagaole

Danmarks mest produktive filmkomponist til dato

Andre komponist-sider Facebook Mindeord af Sven Gyldmark

Baggrund / Familiære forhold:

Sven Rudolf Sidenius Gyldmark blev født i Danmark, den 21. april 1904 i Søllerød.
Han var den yngste af 4 musikalske brødre. (Leonard 1889-1936, Oskar 1893-1977 og Hugo 1899-1971.)

Uddannet i klaverspil af Alexander Stoffregen, i orgelspil og musikteori af organisten C.B. Hansen.
Desuden uddannelse i instrumentation.

Startede i 1925 med at spille musik til stumfilm, og kom til tonefilmen i 1936.
Ville oprindelig være klassisk komponist, men fik en bestillingsopgave i filmverdenen og blev hængende.

Han var gift med hustruen Aase, indtil hans død, den 5. oktober 1981 i København.
Sven Gyldmark er begravet på Vestre Kirkegård, i København. Se hans smukke gravsted på gravsted.dk.

Jeg har haft lidt kontakt med familien, som ikke ønsker mere offentliggjort.
Det kan dog oplyses, at Sven Gyldmark fik børn, og således har efterkommere.

Karrieren:

Han startede i 1936 med at komponere musik til Cirkusrevyen 1936, hvor han lærte instruktørerne Alice O'Fredericks
og Lau Lauritzen, Jr. at kende. ca. 6 år senere var Gyldmark deres hofkomponist.

Det var dog den allerede etableret, og respekteret filmkomponist - og musikchef på Palladium - Emil Reesen,
der gav Sven Gyldmark chancen på filmen Plat eller Krone fra 1937...

Med Alice O'Fredericks, skrev Gyldmark musik til de fleste Morten Korch-film op gennem 1950'erne, og til
Næsbygaard-trilogien fra midt i 1960'erne. Desuden arbejdede de sammen på alle Far til Fire-filmene,
undtagen den mislykkede version fra 1971 (Far til Fire i højt humør). Her arbejdede Gyldmark sammen med Ib Mossin.
I 1940'erne skrev Gyldmark dog mere seriøs filmmusik til Fru Alice, som f.eks. Det Brændende Spørgsmaal (1943),
Elly Petersen (1944), Det gælder os alle (1949) og den misforståede Hr. Petit fra 1948, der ellers rummer et
yderst spændende lydspor af Gyldmark.

Med Lau Lauritzen, jr., skrev Gyldmark musik til en del spændende og oversete danske film som F.eks.
Det sande ansigt (1951), Farlig Ungdom (1953), En Sømand gaar i land (1954) og Taxa K 1640 Efterlyses (1956).
Men også mere kendte som Afsporet (1942), De Røde Enge (1945), Støt står den danske sømand (1948)
og Café Paradis (1950). Gyldmark og Lauritzen sluttede dog af med farce-trilogien: Mig og Min Lillebror (1967-69).
Flere af de førstnævnte film er tillige instrueret af Bodil Ipsen.

Gyldmark er dog nok mest kendt for sin musik til ægteparret Poul Bang og Annelise Reenberg, der lavede rendyrket
lystspil i 1950'erne og 1960'erne med Passer/Sprogøe, Kjeld Petersen, Buster Larsen m.fl.).
Nogle af sangene fra disse film kom dog ud på Grammofonplader dengang. Eksempelvis kan nævnes:
Ved Kongelunden, I Kongens Klæ'r, Det var paa Rundetaarn, Færgekroen, Tre Piger Fra Jylland,
Tag til Marked i Fjordby, Charles' Tante, Baronessen Fra Benzintanken, Peters Baby, Venus fra Vestø,
Én pige og 39 sømænd, En ven i bolignøden, Støver-filmene og Min søsters børn
-filmene.

Sven Gyldmark har desuden arbejdet sammen med bl.a. Peer Guldbrandsen, Sven Methling, Jon Iversen
og Carl "Lillebror" Ottosen

Hans sidste film var også Ib Mossin's sidste forsøg på en Morten Korch-historie Sønnen fra Vingården fra 1975.
Jeg troede først han stoppede af alder, men han stoppede karrieren netop med denne film,
fordi han var utilfreds med at folkene bag filmen anvendte mest ældre musik af Gyldmark.
Der blev næsten ikke anvendt noget af hans originale og nykomponerede musik specielt skrevet til filmen.
De anvendte bl.a. musik fra Pigen fra Egborg (1969) og Manden på Svanegården (1972).

Sven Gyldmark genbrugte dog også selv sin egen musik, nogle gange omskrevet til anden instrumentering,
og i andet tempo. Ved en samtale, jeg havde med Bent Fabricius-Bjerre, nævnte han, at Sven Gyldmark
havde gule nodeark. Ifølge Gyldmark selv, skyldtes det hans dårlige syn. Ifølge hans omgangskreds,
skyldtes det at han, specielt fra 1960'erne, ofte genbrugte hans gamle ledsagemusik fra 40'erne og 50'erne.

Eksempelvis kan nævnes, at han genbrugte et særligt tema til situationer i lufthavne. Et march-motiv,
inspireret af H.C.Lumbye. Det blev brugt i filmene Onkel Bill Fra New York fra 1959,
Løgn og Løvebrøl fra 1961. Og som sluttema til Mig og Min Lillebror og Storsmuglerne fra 1968.
Til musikken til Jeg - En Kvinde 2, også fra 1968, anvendte Gyldmark musik fra film som
Hr. Petit fra 1948 og Bundfald fra 1957.
Også i 1968 genbrugte han indledningstemaet fra Vagabonderne på Bakkegården fra 1958,
som gennemgående underlægning til filmen Dyrlægens Plejebørn.

Retfærdigvis skal det understreges, at Sven Gyldmark var en hurtig og effektiv komponist.
Han kunne hurtigt skrive noget fuldstændigt originalt og rammende til film, også i 1960'erne.
Han skrev i øvrigt på samme unikke måde som Ennio Morricone gør det i dag.
Nemlig ved skrivebordet, og ikke som mange andre komponister - ved klaver el. lignende.


I 1958 fik han en æres-Bodil for sin musik til filmen Bundfald fra 1957.

Udover at have skrevet musik til langt over 200 film, har han også komponeret musik til ca. 100 revyviser.
F.eks. "Mariehønen", "Solitudevej", "Det må jeg ikke for moder" og "Hvem har du kysset i din gadedør?".

Min favorit musik:

Jeg kan ikke lade være med at lade mig rive med af alle de kendte lystspilslagere, MEN jeg finder hans
underlægningsmusik mest interessant, specielt til dystre eller dunkle sekvenser, f.eks. musikken til
Afsporet, De Røde Enge, Café Paradis, Farlig Ungdom, Taxa K-1640 Efterlyses eller Bundfald.
Jeg tror Farlig Ungdom og Bundfald er noget af det bedste, jeg har hørt til dato.
Det er mørk og varieret musik til spændende kriminalfilm fra 1950'ernes Danmark.

Pladeudgivelser:

Der er desværre ALDRIG udgivet CD/LP-plader med Sven Gyldmarks underlægningsmusik.
Kun Grammofon-plader med sange, hvor Gyldmark skrev musikken til.
Og i 1993 udkom en dobbelt-cd med 39 kendte sange fra den danske filmskat generelt.

Jeg har dog en drøm om, at få udgivet en Sven Gyldmark-cd, senest i år 2004
(100-året for hans fødsel). Har du forbindelser, eller interesseret i at støtte idéen,
er du meget velkommen til at kontakte mig. (Se e-mail adresse nederst).

Sven Gyldmark på DVD:

Scanbox har udgivet den første DVD med en 50 år gammel dansk filmklassiker.
En digitalt oprenset udgave af De Røde Heste fra 1950, med musik af Sven Gyldmark.
Udover filmen, indeholder DVD'en en masse spændende ting. Bl.a. 7 sangperler fra andre
Morten Korch-klassikere, alle naturligvis med musik af Sven Gyldmark.

I begyndelsen af december 2000, kom Frøken Nitouche (1963) også på DVD, med musik af Hervé - arrangeret af Sven Gyldmark.
I 2001 udkom Hendes store aften (1954), Peters Baby (1961), Det stod i avisen (1962), Dyrlægens Plejebørn (1968),
Nøddebo Præstegaard (1974), Sønnen fra Vingården (1975) og 4 styk Far til fire-film.
I februar 2002, udkom Saga-filmen Min Søsters børn (1966) og de sidste 5 styk Far til fire-film.
Her i 2003, kan man få alle Min Søsters børn-filmene, og næsten alle Morten Korch-film.

Læs mere om danske dvd-udgivelser her.

Sven Gyldmark på VHS:

Jeg havde på det nærmeste opgivet, nogensinde at komme til at nyde Sven Gyldmark,
hvor han dirigerer sit Tonefilmsorkester. Men i denne uge skete det. Jeg kiggede mig
omkring i Per Fredborgs omfattende filmdatabase, og fandt så en film med Sven Gyldmark
på rollelisten. Det er løgn, tænkte jeg. Men jeg styrtede alligevel ned og købte den
(selvom jeg egentlig er stoppet med at købe VHS. Båndet skratter og hopper da også.)

Ganske rigtigt: De medvirkende bliver præsenteret i filmen Lise kommer til byen
fra 1947, og sidst præsenterer Lau Lauritzen de 2 omkring flyglet: Den ene er sangtekst-
forfatteren Mogens Dam, og den siddende herre er såmænd Sven Gyldmark. De medvirker som
sig selv. Senere ser man dem præsentere filmens sang: "Alt hvad jeg ejer, det tilhører dig".
Nå, det var det, tænkte jeg.

Men nej - senere skal Gerda Gilboe til en tårevædet sangprøve, med fuld tonefilmsorkester,
dirigeret af: Sven Gyldmark. Det var spændende at se, hvordan han dirigerede i nærmest
vandrette bevægelser. Man er jo mere bekendt med den lodrette direktion. Hen imod filmens
slutning høres temaet "Puztanætter" (dog uden Wandy Tworeks violinsolo), som Gyldmark brugte
til Jeg - En kvinde, 18 år senere.

I filmen Dorte fra 1951, ses Sven Gyldmark - til festen for Dorte, i en meget kort
scene - blive fulgt op til flyglet, af nogle unge piger.

En stor tak til: Ole (DKS), Hans, Kenneth, Arne, Per og Bent Fabricius-Bjerre.

Indehaver af denne side (sidst rettet 4. september 2011): Henrik.

Er Danske Film noget for dig? Så besøg evt. følgende sider, om danske film:
www.danskefilm.dk
www.danskedvd.dk
Film.dk
www.filmidanmark.dk
www.tvidanmark.dk
Dansk Kultur Service.

Er Det Danske Filmmusik Selskab noget for dig?
Læs også mine andre DANSKE sider om filmmusik-komponisterne
John Barry, Jerry Goldsmith og Rachel Portman.